Race Report Brocken Marathon/Harz gebirgslauf

Harzen... Navnet klinger lidt kitschet af pensionister, DDR og hekseafbrændinger, men det har i mange år været et af mine favoritsteder for aktiv ferie. Terrænmæssigt minder det om Silkeborgskovene, blot i en meget større skala. Der er vandre/cykle/løbestier for enhver smag, hvad angår størrelser, underlag og højdemeter, altsammen selvfølgelig med upåklagelig skiltning. Højeste punkt Brocken, med beskedne 1142 moh., lyder ikke imponerende, men da Harzen rejser sig fra den omgivende slette på ca. 200 moh., er der masser af solide stigninger.

Naturen er desuden lettilgængelig, prisniveauet meget rimeligt og vigtigst af alt er der kun ca. 400 km fra den dansk/tyske grænse.
Harzen Gibirgslauf var dels udset som træningsløb forud for Marato Montseny, d. 11/11, i Girona, men også som et kærkomment gensyn med Harzen og ikke mindst Brockens Plattenweg...
Mødtes med Dan Olesen og Jonas Borsøe Christensen fredag, kl 17 i Kolding, plottede Wernigerode ind på GPS'en og knap fem timer senere checkede vi ind på "løbshotellet", der formedelst 2 Euro, bød på overnatning i en gymnastiksal med 2-300 andre løbere...
Ørepropper og buffs over øjnene sikrede en overraskende god nats søvn og klokken lidt i seks begyndte folk så småt at røre på sig. Tre gange kaffe, æg og bananer udgjorde morgenmaden og så en gåtur på en kilometer til start/målområdet for at hente startnumre, overveje påklædning i den klare kølige efterårsluft og klare de sidste toiletbesøg.
Den klassiske marathondistance gik fra Wernigerode, 250 moh., via Brocken, 1142 moh., og retur til start/målområdet. 

De første 9 km var flade til let kuperede, hvor største udfordring var de mange deltagere i 25 km vandringen, alle flinke og opmuntrende godtfolk, der kunne nyde synet af et forfrossent Team Fusion. 

Depoterne var hyppige, ca. hver 5. km, og veludrustede. Dog belønnedes mit hastværk ved første depot mig med en kop brunt brusende nisseøl! Derefter holdt jeg mig til klare vædsker, suppleret med medbragte gels. Fra 9 til 19 km steg det ca. 900 højdemeter og jeg lå placeret som nr. 7, med udsigt til frontgruppen 3-400 m længere fremme, med moderat belastet åndedræt og en fornemmelse af at kunne lukke hullet efter behag. Efterhånden som det blev stejlere splittedes frontgruppen og et par af dem måtte ned at gå og det endda for mødet med den berygtede Plattenweg. De tre km hullede betonplader stiger ca. 20 % i snit, har været en fast udfordring for de fleste MTB-ture i Harzen og sendt de fleste ud i pivskiden og krævet akrobatiske evner og max puls, når der blev slingret op med 5-10 km/t! 

Jeg havde bestemt mig for at løbe hele vejen op, men rask gang havde nok været lige så hurtigt og mere skånsomt. Noterede mig et par kilometertider på 6-7 min., en hvæsende vejrtrækning og en isnende kulde. En frisk vind og nul grader, bed godt på de bare, følelsesløse arme. Man blev tilbudt plasticregnslag 500 m før toppen, men jeg koncentrerede mig bare om ikke at gå i stå, samt glæde mig over næsten at have lukket hullet til de tre forreste løbere. TV-tårnet på Brocken var indhyllet i en klam kold tåge, da vi passerede de første 19 km efter præcis 1.30. De sidste 23 km bød først på 2 km stejlt asfaltnedløb og som ny i frontgruppen, synes jeg lige jeg ville markere min tilstedeværelse med en overmodig/-lyds føring af den mindre begavede slags... 

Om det var all out indsatsen på Plattenweg eller det benknusende asfaltnedløb der gjorde udslaget ved jeg ikke, men min optræden i front varede under 10 minutter. De tre andre fortsatte vel egentlig bare i tempoet, mens mine indadførere og Central Governor kaldte time out... Det var en lidt fesen fornemmelse at blamere sig med sådan en pinlig rookie mistake, men jeg fandt dog hurtigt glæde i at gå fra compete-mode til complete-mode. Min tilgang til det her terrænløbshalløj er tilsyneladende mere processuelt, oplevelses- og lystpræget, end kompetitivt, og det har jeg det egentligt fint med, sålænge jeg ikke flakser rundt mellem de to tilstande, undervejs i løbene. De næste 15 km gik således med at nyde naturen, finde en fornuftig rytme og flowet, på de brede grusstier. De sidste 5 km var fælles for alle ruter og om det var de mange halvmarathonløbere i sporet, udsigten til målstregen, eller en mulig sub 3 timers tid,der fik supermotionisten frem i mig igen, vides ikke, men de sidste fem kilometer blev løbet progressivt, med den sidste på 3.12! Det er længe siden jeg har bevæget mig i tre-lavt tempo og så i slalom på en smattet græsmark i et par Lunaracers! 

Der var sort af hujende mennesker langs opløbet og anstrengelserne blev belønnet med en fjerdeplads i tiden 2.59.08. 

Det var 3-4 minutter efter vinderen, en gammel senet gut på +45 år, så ingen voldsomt prangende tider, taget i betragtning at ruterekorden er 2.39. Jonas kom ind på en 18. plads i 3.20 og Dan var elskværdig nok til ikke at spurte om kap om førstepladsen hos damerne i 3.29. Tilsammen vandt vi holdkonkurrencen, som Team Fusion, i 9.49.

Resultatlisten kan findes her.
Umiddelbart efter målstregen var der, vand, saft, udskåret frugt og tynde skiver rugbrød med noget hvidt smørelse jeg fejlagtigt antog for at være honning, men som viste sig at være schmeltz, stegefedt! Nænsomt overdrysset med salt, var det den helt store delikatesse blandt de lokale... Vi indtog  den meget solide omgang gule ærtekartoffelsuppe, med masser af flæskestykker, man fik for sin madbillet, stående og uden det tilhørende krus øl, da bad og hjemtur kaldte. Jeg nåede dog Ehrungsceremonien, en slags podieoptræden for de seks første, med overrækkelse af kulørte bånd og erkendtligheder af selveste Waldemar Cierpinski, dobbelt OL-vinder i marathonløb, for DDR. 

Jeg blev begavet med et kilotungt ølkrus af ler, en gul rose, et flot diplom en teleskopkuglepen, ja de findes!?!
Alt i alt et godt arrangeret og udfordrende løb, på store gode grusveje i en kulisse af flot falmende efterårsløv og nåletræer. Stemningen er umiskendeligt tysk, hjertelig og lidt byfestagtig og det behager på en eller anden syg måde mit skabsgermanofile hjerte.
Det var den 35. udgave af løbet og det kan mærkes. Alt fra hjemmeside, overnatning, forplejning, badeforhold, resultatformidling og fotoservice, fungerer upåklageligt og løbet kan varmt anbefales som en tyvstart på efterårsferien i det wunderschøne Harz.

Race Report: Molsløbet 2012

Hjemvendt fra en meget berigende vandretur om Mt. Blanc, og knap 14 dages løbepause, skulle løberutinen på plads igen. Opstarten blev lidt besværet af en solid omgang forkølelse, formentlig afstedkommet af det dårlige vejr de sidste dage i Chamonix: fire dage med 4-10 gr. C og sporadiske ophold i regnvejret, betød at vi konstant gik rundt og småfrøs i og omkring teltet, så der var masser af gode grunde til at gå på cafe og tø lidt op... Man skammes dog helt ved at klage sig efter at vidne til TDS/PTL/CCC/UTMB-løbernes forhold og lidelser! Der var virkelig tale om ekstremløb og på trods af en upopulær beslutning ift. afkortning- og omlægning af ruten, var det uden tvivl det rigtige valg. 

Nå, men det var en løbsberetning vi kom fra...

Studiestart, et par lange dage på arbejde og stædige forsøg på at få jogget en daglig tur, holdt liv i snotnæsen og kraftesløsheden meget længere end nødvendigt, men jeg kender ikke mange kondijunkies, der evner at slappe af i tilstrækkeligt omfang i forbindelse med sygdom i terminalfasen. På løbskalenderen stod der 11 km terrænløb i Esbjerg, d. 16/9, ifm. Salomon Trail Tour. Jeg forsøgte forgæves at finde en bekvem kørelejlighed til løbet. 

I stedet kontaktede jeg Anders Frank, fra Odense, som stod på startlisten til marathondistancen ved Molsløbet 2012. Udover den forenklede logistik, tiltaler marathodistancen mig, i en simpel erkendelse af at jeg har meget svært ved at løbe +3 timers ture i det pandekageflade Odense.
(Der er dog et spændende ultramiljø i byen, som jeg forventer mig meget af - se senere). 

I min dunkle fortid som konkurrenceløber, var marathondistancen ikke noget man spøgte med, det var den ultimative udholdenhedsudfordring, som man måske prøvede kræfter med, en til to gange årligt. Altid med PR for øje og gerne efter omhyggeligt planlagte tidsskemaer, på baggrund af aktuel løbsform. 42 km ensidigt asfaltløb har rigtigt mange spændende aspekter, men min krop kunne ikke rigtigt holde til det og det har ikke haft min interesse i dette årtusinde. 

Til gengæld er min respekt for distancen mindsket betydeligt. Nu ser jeg det nærmest som en optimal længde for en lang træningstur, i de inspirerende omgivelser som opmålte/markerede ruter og andre løbere med nummer på brystet giver. Jeg bilder mig ind at jeg kunne løbe en tre-fire timers tur på ugentlig basis, men det ville kræve at tempoet var ganske adstadigt og ikke blev en tempotur. Og heri ligger udfordringen ved at benytte motionsarrangementer til træningsture: man skal have disciplinen til at modstå fristelsen til at konkurrere, nemmere sagt end gjort...
Et hurtigt blik nedover den meget overskuelige startliste fandt ikke nogen "usual suspects", så jeg håbede lidt på en jævn træningstur på tre-fire timer i de smukke omgivelser i Nationalpark Mols bjerge.
På de 200 km fra Odense til starten i Knebel, fik jeg dog et interessant indblik i det danske ultraløbsmiljø. Anders Frank havde deltaget i ca. 30 løb på eller over marathondistancen, alene i 2012!!! Han havde udset sig Molsløbet som en god forberedelse til 100 km løbet i Odder, d. 29/9 og regnede med at bruge 3.30 på den kuperede rute. Anders kendte desuden et par af de andre deltagere, bla. den danske rekordholder på 100 miles distancen, CarstenEriksen, sat på den kuperede Mors Rundt.
Starten gik kl. 11.30 fra Knebel Idrætscenter (12 moh) og efter en km flad asfalt, stod der lutter op- og nedløb på menuen. Første 21 km imod uret, og derefter retur ad samme rute med uret, hvilket giver mulighed for at hilse på de andre deltagere, samt nyde udsigten den anden vej. (Marathon: 2 x gul rute)

Der blev lagt friskt ud, en ung/kæk gut fra Århus 1900 og førnævnte Carsten Eriksen lagde sig straks i front, med resten af feltet halsende bagefter.
Jeg forsøgte at finde et passende roligt tempo, uden dog at give de to frontrunners for meget snor, og få tømt snuden for den tilsyneladende evige kilde af sejt snot!
Ved vædskedepotet efter 6 km, nær slutningen af første stigning Trehøje, 110 moh, havde jeg fået kontakt til Carsten Eriksen og hans jævne pace passede mig fint. Jeg fokuserede dog fortsat mest på jævn intensitet og faldt derfor en smule tilbage på bakkerne og lukkede hullet nedad. Der var overskud til at tale sammen og vi fik en god snak om hinandens løbemeritter. Carsten havde døjet med en lyskeskade gennem hele sommeren og ville meget hellere løbe 24 timers VM, på en 1,5 km betonbane i Polen, end sparke græstotter med Gammelfar på Mols - det forstår man jo ikke helt...
Vi nåede halvvejs/tilbage til start/12 moh, efter 1.27 og kunne glæde os til det nogenlunde præcist lige så kuperede returløb. 

Jeg havde det overraskende godt og alle pre-race tanker om at stoppe halvvejs var erstattet af en lidt mere kompetitiv attitude. Mit åndedræt blev straks mere anstrengt og al samtale forstummede. Carsten havde dog stadig overskud til at hilse på de modløbende deltagere, mens jeg tumlede lidt med matematikken og det realistiske i at even-splitte anden halvdel. Det var omsonst at regne km splits for første tur, dels pga. mine begrænsede matematiske evner, men specielt pga. rutens beskaffenhed, hvor det mere var reglen end undtagelsen med udsving på 30 sek pr. kilometer.
Det er tankevækkende at de langsomste kilometer undervejs, ville have været de hurtigste på mine træningsture! Jeg har normalt ikke mange km splits under 4.40 og det afspejler nok meget godt min motionsnatur. At et lavt træningstempo ikke nødvendigvis er ensbetydende med tilsvarende langsomt konkurrencetempo, vidner Søren Rasmussens løbeliv, endnu mere eklatant, om.
Carsten faldt fra ved ca. 24 km og derfra havde jeg selskab af Morten på MTB, i sin egenskab af førerhund. Det blev til lidt sporadisk snik snak med Morten, men ellers fuld fokus på at følge markeringen, sætte fødderne rigtigt og ikke mindst blive mindet om hvor meget hårdere, selv en lille tempoøgning opleves. Åndedrættet føltes tungt og kontrolleret, men benene begyndte at stivne stille og roligt. Forsøgte at bilde mig selv ind at jeg bare kunne slappe af og jogge til mål, men nu var trolden ude af æsken, så efter dræberstigningen (1,2 km lang!) op mod Trehøje sidste gang, var det fuld fart ned mod mål. Selvom det ikke helt kan sammenlignes med afslutningen i Swiss Alpine (15-20 km nedløb), så bider en halvstejl dansk grusvej også i benene, mellem 36 og 41 km...
Tiden stoppede på 2.54.08, hvilket var ny løbsrekord og ikke mindst en helt perfekt træningstur. Tilsyneladende med even split/pacing, men oplevet som en markant fartforøgelse halvvejs, hvilket bekræfter mig i at første halvdel (eller længere) af lange løb, bør føles overkommelige og at trætheden hurtigt nok kan indfinde sig.
Med min nuværende form og et mere offensivt udlæg, ville 2.48 muligvis kunne lade sig gøre, men det ville være en helt anden oplevelse - ikke mindre, bare meget anderledes.
Selvom ruten er meget kuperet og underlaget til tider lumskt, så anser jeg det ikke for usandsynligt at der vil blive løbet under 2.40, hvis de rette personer mødes på den rette dag. Ruten har ca. 8-10 km asfalt ialt, og grusveje/markskel for resten, hvilket sikrer lav belastning af bentøjet og efterfølgende lav restitutionstid. Jeg løb i en gammel slidt Lunaracer 2, hvilket fungerede fint, men skelede lidt misundeligt til en spritny Inov-8 Trailroc 245, som ville have været mere optimal på en våd dag.
Carsten kom i mål på andenpladsen i 3.05 og Anders Frank i 3.26, som forudsagt.

Efterfølgende mødtes vi med fødselaren Kent Olesen, som havde valgt at fejre dagen med en sejr på 11 km distancen. Kent bød på cola og kagemand og efter at have genoprettet energibalancen, drog vi sydøstover mod Odense.
Tak til Kent for traktementet, Anders for berigende selskab og Mols IF for et godt arrangement.

Swiss Alpine 2012 Race Report

Optakt:
Da Dan, Kent og jeg tilmeldte os Swiss Alpine K78 2012, for et halvt år siden, var det på baggrund af en lang række positive tilkendegivelser omkring denne alpinklassiker.
Jeg fik prøvet kræfter med 80 km distancen og +2000 højdemeter ved Hammer Trail 2012, i tiden 9.22, så målsætningen var bl.a. at forbedre denne tid. Desuden håbede jeg at få en bedre oplevelse, uden smertefuld fysisk nedsmeltning de sidste 50 km...
Jeg havde egentlig planlagt at få noget specifikt bakkeløb og længere træningspas i bogen, men de ambitiøse planer reduceredes til almindelig grundtræning: 60-80 km/uge i 4.45-5.00 min/km, uden nævneværdige højdemeter, i det pandekageflade Odense.

Extrem Marathon bød på 42,5 km med rigtig mange højdemeter (10 x 170 hm, , ???) i Svanninge Bakker, hård varme og masser af overskud undervejs på den udfordrende rute. Med tre uger til Swiss Alpine gjaldt det nu blot om at blive frisk. En kombination af flytning i hus og start på arbejde (+40 timer/uge, stående på benene) resulterede dog i manglende overskud og kun 30-40 pligtkilometer pr. uge...
Det var således mere de 1000 dkr i indbetalt startgebyr, end udsigten til en stor løbeoplevelse, der motiverede mig, da vi satte kursen mod Davos, Schweiz. Vi havde desuden følgeskab af Maria, der med sine 10 gennemførte marathons, var på udkig efter nye udfordringer.
For at holde udgifterne på et rimeligt niveau, havde vi valgt at campere på Riner Lodge, i "byen" Glaris, 10 km syd for Davos.
For 12 SFR pr. nat følger et partout-kort til tog og svævebaner i området og med 100 m til Glaris Station er der 10 minutters togkørsel til midten af Davos og 200 m til svævebanen til Rinerhorn i 2000 m.o.h. ligger campingpladsen ideelt for alpine løbeture.
Det var fristende at udforske området, men med henblik på lørdagens løb, nøjedes vi med et par småture. Hjemmefra havde jeg påregnet at løbe i Inov-8 f-Lite 230, men de ca. 20 km asfalt, samt stejle nedløb, virkede som hård kost for en sko med så spinkel en mellemsål og hæl, kombineret med min mangelfulde teknik. 

Førstevalget ift. asfalten var nu Nike Lunaracer, men dens bløde sål og stærkt begrænsede profil gør den meget lidt egnet til det klippefyldte terræn på den alpine del af ruten.

I bjergbyen Bergün (40 km/1365 moh) er der adgang til dropbag og dermed mulighed for sko- og tøjskift. I mangel på en decideret trailsko, foretog jeg et panikkøb og var pludselig den lykkelige ejer af et par ASICS Fuji Gel Trainer, købt på expo 20 timer før starten...
Fredag eftermiddag gik med at få de sidste detaljer vedr. udstyr parat, kun afbrudt af et regulært skybrud/ tordenvejr, der afløste et par forrygende sommerdage; en ubehagelig reminder om hvor hurtigt vejret kan skifte i bjergene!
Udover et lettere utæt telt, kom der pludselig tvivl om udstyret til den alpine del og jeg overvejede seriøst om det overhovedet var værd at stille op om 12 timer...
Der blev pakket grej i drop bag til worst case scenario, mens basistøjvalget bestod af den sædvanlige Fusionshabit: Tri Power Tights Pocket, trøje og strømper, et set up der altid har fungeret upåklageligt for mig.

Race Day:
Op kl. 04.30, sædvanlig pre race morgenmad: tre bananer og to æg, skyllet ned med et par solide kopper kaffe, der gerne skulle facilitere peristaltikken...
Afgang med morgentoget 5.50, 5 min. gang til stævnecentrum, aflevering af skiftetøj og dropbag.
Placering i startområdet, nedsvælgning af de sædvanlige 200 ml let sukkerblanding Pure Power, 5 min. før start og aktivering af Garmin-gps'en.
Starten gik præcis kl 07.00 og som aftalt blev der lagt behersket ud, sammen med Kent og Thomas og efter et par km på 4.45, hvor vi blev overhalet af alskens løbestile og -størrelser (bl.a. en dværg!), lå vi og rodede udenfor top 200... Jeg øgede derefter tempoet på de næste 10 km på asfalt med et let fald. Derefter fulgte et par kradse stigninger, og lige så stejle nedløb, der efterlod mig med smertende hoftebøjere og indadførere ved 16 km - en ubehagelig reminder om Hammer Trail...

Fra starten i Davos, 1538 moh, til Filisur (30 km/1032 moh), som er rutens laveste punkt, har vi således tilsyneladende tabt 500 højdemeter, plus de ca 300 positive højdemeter undervejs.
Jeg når Filisur som nr. 22, i tiden 2.10.46 (4.17 min/km), hvilket jeg dog var lykkeligt uvidende om.
Herfra stiger ruten 1600 højdemeter (til Keschhütte i 2632 moh) over de næste 24 km!
Efter at have forhørt mig blandt løbere jeg overhalede undervejs, når jeg frem til at beholde Lunaracerne på og droppe jakken... Skoene sad godt på fødderne og havde håndteret (!?) de forudgående strabadser fint, så nu var det bare at håbe på det bedste... 
Jeg frekventerer dog min dropbag i Bergün (40km/1365 moh) for at skifte trøje og fylde op med gels, for blot at finde ud af at der 25 m længere henne uddeles gels ved depotet, desværre det eneste sted på ruten. Efter 5 min. løb runder jeg et hårnålesving, ser med en vis skepsis på de truende mørke skyer der ruller ind vestfra og fortryder at jeg fravalgte jakken...

Ved bjergbyen Chants (km 48/1822 moh), overgår ruten fra brede grusveje til rendyrket klippefyldt sti og min motorik bliver sat på prøve. Jeg bliver dog opmuntret af en entusiastisk tilhænger, der til min store vantro oplyser at jeg er placeret som nr. 12 og med kun 20 minutter til spids! Derudover er der to kvinder, hvor jeg passerer legendariske Lizzy Hawker, ved Chants (48 km/1822 moh), men aldrig ser den vindende kvinde, Jasmine Nunige, der bliver nr. 4 over all i 6.31! 
Jeg løb på alle stigningerne indtil Chants, med fokus ift. pacing, på et jævnt, dybt åndedræt og korte skridt, med høj frekvens.
Men efter Chants blev det så stejlt og stenfyldt at det er mest fornuftigt at gå. 
Jeg overhaler dog stadig et par stykker og runder Keschhütte som nr. 8 i 4.27.37 (6.57 min/km), ledsaget af et tiltagende regn/haglvejr og høje tordenbrag. Jeg får udleveret et noget genstridigt orange regnslag, der besværer det efterfølgende tekniske løb noget.

Jeg overhaler endnu en løber og får ordnet et længe tiltrængt toiletbesøg, midt i en klukkende bjergbæk akkompagneret af et friskt alpint haglvejr.
Således lettet, drager jeg mod rutens højeste punkt, Sertigpass (60 km/2739 moh), hvorfra der venter 28 km nedløb med 1200 negative højdemeter! Jeg forsøger at opnå mest mulig stabilitet ved at stoppe op og binde mine sko, men fingrene er usamarbejdsvillige og det tager en frustrerende evighed at få lukket skidtet. Jeg koncentrerer mig mest muligt på de første fire km meget stejle og tekniske nedløb.
Jeg snubler et par gange, uden dog at miste kontrollen, og kommer helskindet ned på en stor bred, men stadig stejl grusvej.
Anderledes uheldig er Dan på 42 km distancen, hvor han snubler og må gå de sidste 15 km til mål. 

Mine lår er ved at være godt ømme, men stadig under fuld kontrol, så jeg tromler nedad i hvad der føles som et forrygende tempo, men viser sig at være + 5 min/km...
Nu da jeg, meget overraskende,  er havnet i top 10, begynder jeg at fokusere på at bibeholde min placering. Jeg bytter dog placering med den schweiziske pølsemager, Dan Übersax, sidste års nr. 7, de næste 10-15 km. Han er bedre på nedløb, mens jeg henter tid på det flade og stigningerne.
Et stykke grimt mudret/fedtet eng er den hidtil største udfordring for skoene og jeg skøjter rundt og taber tid. Med 4 km til mål kommer løbets sidste lille stigning, i bydelen Clavadel (75 km/1664 moh) og jeg trækker fra uden egentlig at forcere. Det gør jeg til gengæld på de sidste par kilometer mod mål på stadion, hvor der bare lige skal bombes en bagatel af 100 højdemeter nedløb.
Således var det kun nødvendigt at skrue bissen på i de sidste par klometer og jeg løber glad i mål som nr. 6 (to hos damerne...), i tiden 6.46.08 (5.32 min/km) og vinder af herre 45 klassen!
Det var noget overraskende, da jeg havde forventet en sluttid mellem otte og ni timer og en placering som 50-100.

Evaluering:
Løbet er velorganiseret hele vejen igennem, schweizisk punktlighed, men for det relativt høje startgebyr, kunne man godt forvente større udvalg i depoterne. Disse bestod ofte kun af vand, en enkelt gang blev tilbudt gel og ellers kun det såkaldte iso-tee, bouillon og pivende søde discountenergibarer.
Desuden var der kun bananer, æbler, bouillon og iso-tee lige efter målgang, hvilket ikke kunne formildes af Erdinger Alkoholfrei bier ad libitum.
Ruten er udfordrende, men de mange asfaltpassager tjener ikke til løbets image som alpin udfordring, ikke mindst de mange stejle nedløb på asfalt, er hårde ved kroppen.
De mange tilskuere langs ruten er meget entusiastiske og hjælperne yder, som altid, en uvurderlig indsats.

Skulle jeg løbe løbet igen, ville jeg:

* lægge mere frisk fra land de første 10 km. Man skal have respekt for distancen, men huske på at det går nedad og ikke blive forskrækket over km-tiderne, men fokusere på sin oplevede intensitet, evt. puls.

* se bort fra væskebælte, men have påklædning der kan rumme gels, evt en håndholdt flaske og så klare sig med depoterne og gels fra depotet i Bergün/drop bag. Væskebælter og andre drikkesystemer er en smagssag, men der er 14 depoter undervejs og man kan klare sig med disse ved køligt vejr som i år.

* vælge et let og funktionelt sæt løbetøj. Man opholder sig ikke i højalpint terræn gennem længere tid, ca. 45-60 min, og afhængigt af vejret kan hele løbet foretages i shorts og singlet. Hvis der er høj sol skal man huske hat, solbriller og solcreme, der er høj UV-faktor! Som altid i alpine egne, er det dog vigtigt at checke vejrudsigten og lade denne danne grundlag for tøjvalg og strategi.

* vælge en let, men stabil sko, der byder på lidt dæmpning på de stejle nedløb (muligvis Inov-8 Trailroc 235). Baseret på min egen erfaring med Nike Lunaracer, byder ruten ikke på større tekniske vanskeligheder end at de fleste lette træningssko kan benyttes, selv ikke på regnvåde klipper som i år.

* fokusere på længerevarende løb op ad bakke, fx løbebånd på 15 %, mens nedløbet er sværere at træne herhjemme. Her er der der nok stadig ingen bedre løsning end at tage til fx Sverige, Harzen eller alperne og træne teknisk, længerevarende og hurtigt nedløb...

* øge styrken i lårene, de skal fungere som støddæmpere, fx vha. squats og diverse lunges.

Summa summarum:
Swiss Alpine 78k er absolut et anbefalelsesværdigt ultraløb for de mindre erfarne, da det reelt set kun er teknisk i ca. 10 km, hvor resten foregår på asfalt, grusveje eller singletracks med en rod eller to.

Min tid som konkurrenceløber er for længst forbi, jeg prioriterer til enhver tid oplevelsen frem for ensidig fokusering på tider og placeringer. Når det så er sagt, er det svært at være utilfreds når en god og veldisponeret løbeoplevelse, kaster en så uventet og fin placering af sig. Jeg tror det hænger sammen med at det først ret sent i løbet går op for mig at jeg ligger godt placeret og det kompetitive aspekt først begynder at fylde/få opmærksomhed den sidste times tid.

Jonas Buud vandt overlegent for 6. gang, ikke mindst pga. et suverænt nedløb.

Mændenes top ti:

1 Buud Jonas (SWE) 5:57:25.
2 Dimitri Tsyganov (RUS) 12:08
3 Martin Schmid (Zermatt) 34:43
4 Wyss novel (Niederbipp) 37:12
5 Patrik Verme (SWE) 41:54
6 Claus Bech (DEN) 48:43 
7 Dan Übersax (Homburg TG) 49:45
8 Martin Knell (AUT) 51:19
9 Stefan Strähl (Oensingen) 55:22
10 Rolf Erni (Greifensee) 57:53.

Kvindernes top seks (!):
1 Jasmine Nunige 6:31:43
2 Elizabeth Hawker (GBR) 24:47
3 Joasia Zakrzewski (GBR) 49:47
4 Denise Zimmermann (Mel) 57:52
5 Jeanette Dalcolmo (Dürnten) 1:16:21
6 Kate Pallardy (USA) 1:24:21

PS: Maria bliver nr. 282 hos kvinderne, nr. 39 i sin aldersgruppe, i tiden 7.33. Hun fik alle årstider på een dag. Det var til tider meget skræmmende at vide at hun befandt sig op i de mørke tordenskyer på bjerget, men hun tog det som en oplevelse!

Kent blev nr. 66, i tiden 7.56.05, en flot præstation i sit første ultraløb og lysten til nye udfordringer har aldrig været større!

Kent og Thomas fulgtes ad til depotet i Bergün, hvorefter Kent trak lidt fra. Thomas endte som nr. 111, i tiden 8.14.26.

La Marmotte, July 3rd, 2010

Dan and Peter enjoying some post-Marmotte Tour de France.


Getting ready for a quick spin, down and up Alpe d' Huez.


La Marmotte is a great challenge for cyclotourists, with its 16.000 feet of climbing in 110 miles, in some of the most beautiful scenery in the French alps. 9000 people toed the starting line at 7.00 am and we were blessed with perfect conditions, sunny skies and 75 F. I found my own rhythm up Glandon, staring at the SRM and trying not to exceed 250 watts and were of course passed by lots of people. Seemingly the morning coffee was still rambling my intestines, so after filling up my bottles at the top I was scouting for a suitable place to pull over and relieve myself. The descent was fast and tricky, and caused a lot of crashes, despite the fact that the organizers had flagmen on every hot corner and neutralized the descent in terms of time. Eventually they produced two result sheets, with and without the Glandon descent, which will probably encourage people to descent full throttle next year... The transition to the bottom of Telegraph/Galibier and the slight uphill saw me in the back of a pack and would have been pretty hard by yourself. My buddy, Thomas Bonne, led the race at this point, but was lead the wrong way and was a little disheartened by the time he got redirected back on course, with no chance to reach the front again... He ended up in 17th place in 6.31, 22 minutes after the winner Michel Snel. Telegraph/Galibier is a +20 miles climb that'll take up to 2645 m/8677 feet. A lot of people were affected by the thin air, but I seem to thrive and passed a lot of people, keeping a good steady rhythm and aiming at 260-280 watts on the Telegraph and a little less on the upper slopes of Galibier, which kept my breathing pattern the same. The descent from Galibier to Lauteret is quite treacherous and caused my back wheel to skid a few times, despite my carefulness. I found a good group on the 30 mile downhill cruise down to Bourg d' Oisans, where the grand finale waited: the ascent of Alpe d'Huez. It was now just past noon and the temperature had risen to 90 F. I peeled off as much clothes as possible and hung my helmet over the handlebars to get as much ventilation as possible, but was on the edge of cooking/exploding the whole way up. I averaged 280 watts on the 8 miles/13 km ascent, with its famous 21 hairpins, and did it in 1.03, which isn't too bad considering the 6 previous hours warm up, but it tells me that I could probably have gone a little harder on the first climb and settled in to a group that would've suited my pace/fitness better, but who knows. My brother Peter blew up big time on Alpe d'Huez, succumbing to the heat, loss of electrolytes and caloric deficit. Not only did he lose a lot of time, but it took him a great deal of time to recover from the effort and we spoke a lot about the arduous efforts of the Tour de France riders, day in and day out for three weeks!!! None of us could apprehend the thought of doing a Marmotte effort continuously for just a few days. Well, Rune Larsen and his brother Bruno Petersen grabbed some quick post race food, showered, packed the bikes in the car and drove on to Italy to partake in another "Grand Fondo" (Great Challenge): 200 km in the mountains, starting at 8.00 am the following day and what looked logistically possible back home now seemed a bit crazy...
Anyway, the official times and placing was something like this (including the Glandon descent):
01. Michel Snel: 6.09.39
17. Thomas Bonne: 6.31.30
68. Henrik Thingaard: 6.59.08
81. Rune Larsen: 7.03.21
89. Bruno Petersen: 7.05.56
92. Peter Bech: 7.06.19
161. Claus Bech: 7.19.39
749. Dan Olesen: 8.10.31

Henrik Thingaard is a fellow Dane and a friend of mine, who overtook me twice and I did the same to him! Henrik started in a group later than me and went straight by me on the middle of Galibier climb, going at pace much faster than me. Big was my surprise when he overtook me again on the long descent at La Grave, som 45 minutes later!?! Henrik had bonked a little on the top of Galibier and had to take a break at the aid station. We rode together to the bottom at the Alpe d' Huez climb and history repeated itself: Henrik took off like a man on a mission and I just took care of myself and my own pace... But with a mile or so to the finish, I suddenly saw him snailing along up the road! So, I ended up ovartaking him for the second time that day, which lead to a lot of explaining at the post race buffet...
My SRM Powermeter showed a netto time of 7.10, but toilet breaks, police enforced traffic stops, aid station stops and redressing on the final climb, apparently added another 10 minutes.

Wednesday, Feb 24th, 2010 - Summerhaven - picturesque trip

The snow plow had been working overtime to clear the roads on Mt. Lemmon of the 14 inches of snow they got Monday. Brought the camera and took my time to shoot some of the vistas along the way to Summerhaven. I only wanted to go to mile 15, but since the road was clear, but very wet, I kept on going until I suddenly reached Summerhaven. By far the easiest ascent so far. Got a Cliff bar and some trail mix from a fellow cyclist, Jim, to help me get safely down to the desert floor.

Studio 50 - Jo's Birthday Party