Thursday, September 20, 2012

Race Report: Molsløbet 2012



Hjemvendt fra en meget berigende vandretur om Mt. Blanc, og knap 14 dages løbepause, skulle løberutinen på plads igen. Opstarten blev lidt besværet af en solid omgang forkølelse, formentlig afstedkommet af det dårlige vejr de sidste dage i Chamonix: fire dage med 4-10 gr. C og sporadiske ophold i regnvejret, betød at vi konstant gik rundt og småfrøs i og omkring teltet, så der var masser af gode grunde til at gå på cafe og tø lidt op... Man skammes dog helt ved at klage sig efter at vidne til TDS/PTL/CCC/UTMB-løbernes forhold og lidelser! Der var virkelig tale om ekstremløb og på trods af en upopulær beslutning ift. afkortning- og omlægning af ruten, var det uden tvivl det rigtige valg. 
Nå, men det var en løbsberetning vi kom fra...
Studiestart, et par lange dage på arbejde og stædige forsøg på at få jogget en daglig tur, holdt liv i snotnæsen og kraftesløsheden meget længere end nødvendigt, men jeg kender ikke mange kondijunkies, der evner at slappe af i tilstrækkeligt omfang i forbindelse med sygdom i terminalfasen. På løbskalenderen stod der 11 km terrænløb i Esbjerg, d. 16/9, ifm. Salomon Trail TourJeg forsøgte forgæves at finde en bekvem kørelejlighed til løbet. 
I stedet kontaktede jeg Anders Frank, fra Odense, som stod på startlisten til marathondistancen ved Molsløbet 2012. Udover den forenklede logistik, tiltaler marathodistancen mig, i en simpel erkendelse af at jeg har meget svært ved at løbe +3 timers ture i det pandekageflade Odense.
(Der er dog et spændende ultramiljø i byen, som jeg forventer mig meget af - se senere). 
I min dunkle fortid som konkurrenceløber, var marathondistancen ikke noget man spøgte med, det var den ultimative udholdenhedsudfordring, som man måske prøvede kræfter med, en til to gange årligt. Altid med PR for øje og gerne efter omhyggeligt planlagte tidsskemaer, på baggrund af aktuel løbsform. 42 km ensidigt asfaltløb har rigtigt mange spændende aspekter, men min krop kunne ikke rigtigt holde til det og det har ikke haft min interesse i dette årtusinde. 
Til gengæld er min respekt for distancen mindsket betydeligt. Nu ser jeg det nærmest som en optimal længde for en lang træningstur, i de inspirerende omgivelser som opmålte/markerede ruter og andre løbere med nummer på brystet giver. Jeg bilder mig ind at jeg kunne løbe en tre-fire timers tur på ugentlig basis, men det ville kræve at tempoet var ganske adstadigt og ikke blev en tempotur. Og heri ligger udfordringen ved at benytte motionsarrangementer til træningsture: man skal have disciplinen til at modstå fristelsen til at konkurrere, nemmere sagt end gjort...
Et hurtigt blik nedover den meget overskuelige startliste fandt ikke nogen "usual suspects", så jeg håbede lidt på en jævn træningstur på tre-fire timer i de smukke omgivelser i Nationalpark Mols bjerge.
På de 200 km fra Odense til starten i Knebel, fik jeg dog et interessant indblik i det danske ultraløbsmiljø. Anders Frank havde deltaget i ca. 30 løb på eller over marathondistancen, alene i 2012!!! Han havde udset sig Molsløbet som en god forberedelse til 100 km løbet i Odder, d. 29/9 og regnede med at bruge 3.30 på den kuperede rute. Anders kendte desuden et par af de andre deltagere, bla. den danske rekordholder på 100 miles distancen, CarstenEriksen, sat på den kuperede Mors Rundt.
Starten gik kl. 11.30 fra Knebel Idrætscenter (12 moh) og efter en km flad asfalt, stod der lutter op- og nedløb på menuen. Første 21 km imod uret, og derefter retur ad samme rute med uret, hvilket giver mulighed for at hilse på de andre deltagere, samt nyde udsigten den anden vej. (Marathon: 2 x gul rute)

Der blev lagt friskt ud, en ung/kæk gut fra Århus 1900 og førnævnte Carsten Eriksen lagde sig straks i front, med resten af feltet halsende bagefter.
Jeg forsøgte at finde et passende roligt tempo, uden dog at give de to frontrunners for meget snor, og få tømt snuden for den tilsyneladende evige kilde af sejt snot!
Ved vædskedepotet efter 6 km, nær slutningen af første stigning Trehøje, 110 moh, havde jeg fået kontakt til Carsten Eriksen og hans jævne pace passede mig fint. Jeg fokuserede dog fortsat mest på jævn intensitet og faldt derfor en smule tilbage på bakkerne og lukkede hullet nedad. Der var overskud til at tale sammen og vi fik en god snak om hinandens løbemeritter. Carsten havde døjet med en lyskeskade gennem hele sommeren og ville meget hellere løbe 24 timers VM, på en 1,5 km betonbane i Polen, end sparke græstotter med Gammelfar på Mols - det forstår man jo ikke helt...
Vi nåede halvvejs/tilbage til start/12 moh, efter 1.27 og kunne glæde os til det nogenlunde præcist lige så kuperede returløb. 
Jeg havde det overraskende godt og alle pre-race tanker om at stoppe halvvejs var erstattet af en lidt mere kompetitiv attitude. Mit åndedræt blev straks mere anstrengt og al samtale forstummede. Carsten havde dog stadig overskud til at hilse på de modløbende deltagere, mens jeg tumlede lidt med matematikken og det realistiske i at even-splitte anden halvdel. Det var omsonst at regne km splits for første tur, dels pga. mine begrænsede matematiske evner, men specielt pga. rutens beskaffenhed, hvor det mere var reglen end undtagelsen med udsving på 30 sek pr. kilometer.
Det er tankevækkende at de langsomste kilometer undervejs, ville have været de hurtigste på mine træningsture! Jeg har normalt ikke mange km splits under 4.40 og det afspejler nok meget godt min motionsnatur. At et lavt træningstempo ikke nødvendigvis er ensbetydende med tilsvarende langsomt konkurrencetempo, vidner Søren Rasmussens løbeliv, endnu mere eklatant, om.
Carsten faldt fra ved ca. 24 km og derfra havde jeg selskab af Morten på MTB, i sin egenskab af førerhund. Det blev til lidt sporadisk snik snak med Morten, men ellers fuld fokus på at følge markeringen, sætte fødderne rigtigt og ikke mindst blive mindet om hvor meget hårdere, selv en lille tempoøgning opleves. Åndedrættet føltes tungt og kontrolleret, men benene begyndte at stivne stille og roligt. Forsøgte at bilde mig selv ind at jeg bare kunne slappe af og jogge til mål, men nu var trolden ude af æsken, så efter dræberstigningen (1,2 km lang!) op mod Trehøje sidste gang, var det fuld fart ned mod mål. Selvom det ikke helt kan sammenlignes med afslutningen i Swiss Alpine (15-20 km nedløb), så bider en halvstejl dansk grusvej også i benene, mellem 36 og 41 km...
Tiden stoppede på 2.54.08, hvilket var ny løbsrekord og ikke mindst en helt perfekt træningstur. Tilsyneladende med even split/pacing, men oplevet som en markant fartforøgelse halvvejs, hvilket bekræfter mig i at første halvdel (eller længere) af lange løb, bør føles overkommelige og at trætheden hurtigt nok kan indfinde sig.
Med min nuværende form og et mere offensivt udlæg, ville 2.48 muligvis kunne lade sig gøre, men det ville være en helt anden oplevelse - ikke mindre, bare meget anderledes.
Selvom ruten er meget kuperet og underlaget til tider lumskt, så anser jeg det ikke for usandsynligt at der vil blive løbet under 2.40, hvis de rette personer mødes på den rette dag. Ruten har ca. 8-10 km asfalt ialt, og grusveje/markskel for resten, hvilket sikrer lav belastning af bentøjet og efterfølgende lav restitutionstid. Jeg løb i en gammel slidt Lunaracer 2, hvilket fungerede fint, men skelede lidt misundeligt til en spritny Inov-8 Trailroc 245, som ville have været mere optimal på en våd dag.
Carsten kom i mål på andenpladsen i 3.05 og Anders Frank i 3.26, som forudsagt.

Efterfølgende mødtes vi med fødselaren Kent Olesen, som havde valgt at fejre dagen med en sejr på 11 km distancen. Kent bød på cola og kagemand og efter at have genoprettet energibalancen, drog vi sydøstover mod Odense.
Tak til Kent for traktementet, Anders for berigende selskab og Mols IF for et godt arrangement.



No comments: